Hvad har Ringsted og Ballerup med fjorden at gøre?

Mere, end de fleste forestiller sig. Fjorden ses ved kysten – men ansvaret begynder langt inde på Sjælland.

Når vi taler om fjordenes miljøtilstand, retter opmærksomheden sig naturligt mod kommunerne langs kysten. Det er her, fjorden er en synlig del af hverdagen, og her borgere, foreninger og landmænd oplever udviklingen tæt på. Derfor er både opmærksomheden og følelsen af ansvar ofte større i kystkommunerne.

Men vandet følger ikke kommunegrænserne.

Kort over oplandet til Isefjord og Roskilde Fjord inklusiv Ringsted og Ballerup
Hovedvandoplandet til Isefjord og Roskilde Fjord. Kilde: MARS.

Oplandet til Isefjord og Roskilde Fjord dækker næsten 2.000 km² og berører 20 kommuner. Det strækker sig fra den nordlige del af Ringsted Kommune i syd, ind i Ballerup og hovedstadsområdet mod øst og til Hillerød, Arresø og Halsnæs mod nord.

Vand fra marker, byer, veje, renseanlæg og naturområder bevæger sig gennem vandløb og søer og ender til sidst i fjordsystemet. Eksempelvis føres vand fra dele af hovedstadsområdet gennem Værebro Å-systemet til Roskilde Fjord.

Der foregår allerede planlægning og konkrete aktiviteter i alle de berørte kommuner. Den fælles omlægningsplan rummer blandt andet vådområder, udtagning af lavbundsjorder, skovrejsning og mindre intensiv drift af udvalgte landbrugsarealer. Meget afhænger af et godt og frivilligt samarbejde med landmænd og øvrige lodsejere.

Opgaven er omfattende. Ifølge vandområdeplanerne er det samlede nettoindsatsbehov for fjordsystemet opgjort til 590,3 ton kvælstof om året.

Kystkommunerne kan derfor ikke løfte opgaven alene. Skal Isefjord og Roskilde Fjord igen opnå god økologisk tilstand, kræver det vedvarende handling, dokumentation og samarbejde i hele oplandet.

Kortet viser, hvor stort et område der faktisk hænger sammen med fjordene – også selv om fjorden ikke kan ses fra rådhuset, marken eller hjemmet.

Fjordens tilstand er et fælles ansvar i hele oplandet.